Naturoplevelser

Der er masser af natur i Faaborg-Midtfyn Kommune. Find inspiration til din vandre- og løbetur eller en tur ud i det grønne med familien.

Her er inspiration til unikke og forskelligartede oplevelser i vores fantastiske natur. Der er adresser på stederne, så du kan finder derhen. Hvert naturområder er desuden forsynet med infotavler, således du/I på stedet får endnu mere viden og information.

De fleste af nedenstående naturoplevelser er samlet i folderen Naturoplevelser som fås på turistinformationen og bibliotekerne i Faaborg-Midtfyn. Her er også kort over hvert område.

Kig endvidere ind på Udinaturen.dk hvor der ligger tonsvis af gode idéer til naturoplevelser i Faaborg-Midtfyn samt resten af Danmark. I menuen kan man vælge, hvilke naturoplevelser man vil se markeret på kortet.

Luk alle
Åben alle

De (før) 2 øer Avernak og Korshavn er forbundet med en dæmning og er tilsammen 5,9 km2. Pga. den smalle udformning har øen hele 19 km kyststrækning og dermed god mulighed for at finde en lille ”privat” badestrand for dagen.

Cykel eller vandring er oplagt når øens kuperede terræn skal udforskes.

I vandhullerne kan du være heldig at se de sjældne klokkefrøer, fra fugletårnet kan du udforske øens fugleliv og der er ligeledes flere gode fiskespots på øen.

Avernakø er den ene af 2 danske øer, der holder fast i traditionen med at hejse majtræet pinselørdag for at fejre sommerens kommen.

Parkering

  • På havnen i Faaborg, Chr. d. IX’s Vej 8, 5600 Faaborg

Efter en 17 minutter kort tur med den lille 20 personers færge står du på den 1,5 km2 lille men højkuperede Bjørnø.

Gåturen rundt om hele øen er ca. 7 km med stejle skrænter mod syd modsat nordsidens flade terræn med optimale muligheder for en tur i bølgen blå.

Turen veksler mellem veletableret grussti og ujævn trampesti. Hele vejen rundt er der en fantastisk udsigt over øens bakkede landskab med Højbjerg på 24 m som det højeste punkt. Derudover giver Bjørnøs størrelse og placering et uovertruffen overblik over Øhavet, fastlandet og sejlrenden ind mod Faaborg.

Parkering

  • På havnen i Faaborg, Chr. d. IX’s Vej 8, 5600 Faaborg

Bøjden Nor udgør en ca. 800 m lang og 500 m bred kystlagune med to yngleøer, kreaturafgræsset strandeng og overdrev, som forvaltes af Fugleværnsfonden.

Der er flere p-pladser med trampestier til de to fugleskjul, hvorfra man kan opleve fuglelivet på tætteste hold,
året rundt.

Det lave vand i noret og den varierede natur giver levesteder for mange forskellige fugle, hvor især de rastende fugle gør Bøjden Nor til en lokalitet af stor betydning.

Ud over fuglene kan du nyde synet ud over Helnæsbugten, følge færgens indsejling til Bøjden fra Fynshav på Als eller gå på opdagelse i fugleudstillingen i bygningen ved Bøjden Færgehavn.

Parkering

  • Dyndkrogvej 14, 5600 Faaborg
  • Dyndkrogvej 4A, 5600 Faaborg
  • Bøjdenlandevej 49, 5600 Faaborg
  • Kalvørevej 6G, 5600 Faaborg

4 ruter af forskellige længde og med forskellige oplevelser med udgangspunkt i Svaninninge.

Lyø er sine 6 km2 oplagt til gå og cykelture.

Kystlinjen er flad mod nord og indbyder til en forfriskende dukkert og med stejle lerskrænter mod syd og øst, hvorfor cyklen ikke kan komme med overalt.

De mange naturtyper; moser, skov, strandeng, tunneldal, revet med fuglereservat mm. gør øen interessant.

Der er også mange kulturspor i landskabet som levende hegn, stynede popler, fredede stendiger og flere fortidsminder i form af stendysser.

Byen ligger som en oase midt på øen med gamle bindingsværkshuse, kirke med en af Danmarks kun 2 cirkelrunde kirkegårde, gadekær og mindesten.

Parkering

  • På havnen i Faaborg, Chr. d. IX’s Vej 8, 5600 Faaborg

Naurstien ligger på den gamle jernbane mellem Ringe og Korinth. Den er 16 km lang og forbinder den sydlige del af kommunen med Midtfyn og Ringe.

Stien er en kombineret asfalt og grussti, hvor der både kan vandres, cykles og rides. Der er parkeringspladser og opholdspladser forskellige steder langs stien og du kommer forbi både marker, enge med græssende køer, snoede vandløb, levende hegn og spor fra jernbanens tid. I Ringe kan du fortsætte til Ringe Sø og i Korinth er det muligt at fortsætte ad Arreskov stien mod Sollerup Skov og videre ned for at fange Øhavsstien.

For ridende er det i Korinth muligt at fortsætte på betalingsporet Riderute Sydfyn.

Parkering

  • Kaj Lykkesvej eller Vinkelvej, Korinth, 5600 Faaborg
  • Tinghøj Allé 2, 5750 Ringe

Nørresø ligger smukt omkranset af skov, hvilket dog gør at du kun få steder får et flot udsyn over den bugtede søbred og de små øer i den op til 6 m dybe sø. Turen rundt om søen er på 6 km, hvor du kommer gennem bøgeskov, gamle egetræer og moser med ask og el. Der er iagttaget næsten 120 fuglearter ved den 69 ha store Nørresø, bl.a. ynglende skarver, som er kommet fra Brændegård Sø.

Fyns næststørste sø, Brændegård Sø, er et perfekt spot for fuglekiggere med over 200 forskellige fuglearter. Søen er på 108 ha og her er især mange skarver og havørne. Her er ingen stier, men der arbejdes på at etablere en p-plads.

Parkering

  • Brændegårdsvej 1A, 5600 Faaborg
  • Brændegårdsvej 30, 5600 Faaborg
  • Pilegyden 20, 5600 Faaborg

Pipstorn Skov på 65 ha har en fin rundtur på ca. 3 km. Der er mulighed for afstikkere ad mindre stier længere ind i skoven.

Pipstorn rummer Fyns største koncentration af fortidsminder; gravhøje, langdysser, tuegrave og højryggede agre.

Fra parkeringspladsen, hvor der er borde og bænke, er der en utrolig udsigt over Det Sydfynske Øhav og der hænger et kort over øerne så man kan orientere sig. Man kan også tage madpakken med ind i skoven og nyde den i en af de to madpakkehytter, lege på natur-motorikbanen, finde o-løbsposter, udfordre sig selv på MTB-sporet eller se om man kan finde Kirsten Skovs Kilde.

Parkering

  • Lucienhøj 14v, 5600 Faaborg
  • Bymarksvej 14, 5600 Faaborg

Den markerede rundtur er på ca. 15 km, men der er både muligheder for genveje og omveje.

Ruten har et varieret forløb gennem både Ringe og Espe Skov, over private marker mellem de to skove og et længere forløb på Naturstiens asfalt. Du kommer også et smut op til Ringe Sø, hvor du kan forlænge ruten med en tur hele vejen rundt om søen. I hver af de to skove er der en mindre rundtur på 3-4 km.

Du kan også vælge at fortsætte af Naturstien hele vejen ind til Ringe, hvor du via gågaden og Kærlighedsstien kommer til Ringe Sø og tilbage på Ringe-Espe Stiens markerede rute.

Der er flere mindre opholdspladser undervejs og en større ved Tumleparken i Espe. Ringe-Espe Stien kan også tages på hesteryg. Ved Tumleparken er der shelter, bålhytte og hestefold, så du kan overnatte med eller uden hest. Book overnatning på www.bookenshelter.dk

Skånemosen

I nærheden ligger udsigtspunktet Trebjerg med sine 128 meter over havet og Øhavsstien går tæt forbi.

Et helt nyt stisystem binder de mange naturperler sammen. På p-pladsen midt i Haastrup (Bygaden 11) findes det største skilt med information om naturen og kort over området. Herfra kan man gå både til Skånemosen, Haastrup Bjerge, Trebjerg og Øhavsstien.

Parkering

  • Boltingevej 13A, 5750 Ringe
  • Kaholehaven 12, 5750 Ringe
  • Assensvej 69B, 5750 Ringe (Hundeskov)
  • Assensvej 81B (Nord) og Assensvej 94D (Syd), 5750 Ringe

Ved Haastrup ligger to unikke naturområder med geologiske og landskabelige værdier som søer, mose og overdrev. Skånemosen på ca. 65 ha består flere steder af mosetypen rigkær, der er karakteriseret ved at den konstant gennemstrømmes af kalkrigt grundvand.

Haastrup Bjerge på 28 ha har udsigt over Øhavet og er hotspot for sjældne sommerfugle, bl.a. grøn krøllesværmer og violetrandet ildfugl.

I nærheden ligger udsigtspunktet Trebjerg med sine 128 meter over havet og Øhavsstien går tæt forbi. I 2020-21 opgraderes stimulighedernei området og man kan fra de mange p-pladser begive sig ud på spændende og forskelligartede rundture.

Parkering

  • Bygaden 11, 5600 Faaborg (Haastrup midtby og udgangspunkt for alle ruterne. Stor kort og informtionsskilt)
  • Banevej 7, 5600 Faaborg (Skånemosen)
  • Haastrup Bjergvej 20, 5600 Faaborg (Haastrup Bjerge)
  • Stenlund 15, 5600 Faaborg (Dronningeudsigten)

Ruteforslag

Stranges Plads - Haastrup Bypark - Stranges Plads: ca. 1,2 km
Stranges Plads - Skånemosen - Stranges Plads: ca. 4,5 km
Stranges Plads - Haastrup Bjerge - Trebjerg - Stranges Plads: ca. 5 km
Stranges Plads - Trebjerg - Øhavsstien - Stranges Plads: ca. 5 km
Stranges Plads - Haastrup Bjerge- Trebjerg - Øhavsstien - Stranges Plads: ca. 7,5 km

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der flere Spor i Landskabet.

I Brobyværk findes Dyrehøj sporet. En 6 km lang trampesti.

I Allested-Vejle er der 2 spor.

I Nr. Lyndelse er der 2 spor.

Storelung er en af de ca. 20 aktive højmoser, der er tilbage i Danmark og er en meget anderledes naturoplevelse.

Området er indrammet af en træbevokset lagzone, mens området i sig selv består af en svagt hvælvet moseflade, deraf navnet højmose. Højmosefladen byder på et væld af anderledes planter, der trives godt i det våde, næringsfattige og meget sure miljø.

Bl.a. rundbladet soldug, klokkelyng og tue-kæruld. Storelung er ikke sumpet i egentlig forstand, men den våde bund, der er domineret af tørvemosser, giver en sjov oplevelse af at gå på en pude.

Der er lagt spang ud flere steder på stien, men man bør tage gummistøvler på.

Parkering

  • Ståbyvej 3A, 5672 Broby

Turen på 4,3 km der går rundt om Sundet, igennem Kaleko og Price Have Skoven blev i 2007 kåret til Danmarks bedste motionsrute. Turen kan udvides med en tur op i Sundbakkerne, hvor et stort område er overdrev til gavn for planter og dyr. Her oppe fra er en skøn udsigt over Faaborg og Det Sydfynske Øhav.

Turen er let tilgængelig fra Faaborg by, men der kan også parkeres ved gymnasiet. Øhavsstiens afstikker til Faaborg kommer igennem området.

Sundet blev genskabt som sø i 2000 efter den i 1940’erne var blevet afvandet og brugt til græsning. Søens vand er meget rent, hvilket skaber gode vækstbetingelser for vandplanter og dermed meget føde til fugle og smådyr.

Parkering

  • Sundagervej 42 , 5600 Faaborg
  • Sundvænget 8, 5600 Faaborg

Svanninge Bakker kom sammen med nærliggende Svanninge Bjerge med i den danske naturkanon i 2019 som det eneste naturområde på Fyn.

Der er åbne arealer med de flotteste udsigter, overdrev med et utal af arter af græsser og urter, skov, vandhuller og et gammelt observatorium/udsigtstårn med udstilling om områdets natur- og kulturhistorie.

Øhavsstien slynger sig også gennem Bakkerne.

I Sollerup Skov findes der gamle bøge, sumpet elleskov og yngre nåle- og løvtræer. Der er mulighed for en fantastisk udsigt over Arreskov Sø og fortsætter man af stien mod Korinth, kan man forsætte af Naturstien mod nord.

Parkering

  • Odensevej 173, 5600 Faaborg
  • Odensevej 150, 5600 Faaborg (Gåsebjergsand Naturlegeplads)
  • Nørremarken 4, 5600 Faaborg
  • Odensevej 180A og 180B, 5600 Faaborg (Hundeskov)
  • Sollerupvej 28, 5600 Faaborg

Svanninge Bjerge er et 500 ha stort og vildt naturområde. Det kuperede terræn er formet i slutningen af sidste istid og byder på storslåede udsigter over Det Sydfynske Øhav.

Der findes mange vandreruter i området, hvor åbne vidder afløses af skyggefulde skovområder.

De store gamle træer, det tætte krat, vådområder og et net af gamle stendiger byder på en mangfoldighed af liv og oplevelser. Området, samt Høbbet på ca. 100 ha der drives som kvæglandbrug, er ejet af Bikubenfonden, der forvalter stedet med fokus på biodiversitet og oplevelsesværdier. Sammen med Svanninge Bakker er Svanninge Bjerge udpeget som særlig værdifuld natur i Naturkanon 2019.

Parkering

  • Reventlowsvej 91B, 102A og 108, 5600 Faaborg
  • Odensevej 150, 173 og 174, 5600 Faaborg

Naturområdet ved Tarup-Davinde er formet af mange års gravning efter råstoffer og ændres og udvides hele tiden, da nye arealer opkøbesi takt med at de tømmes for råstoffer.

I det nye landskab med rene grundvandssøer, åbne næringsfattige overdrev, småskove og krat, opstår der gode levesteder for dyr og planter.

Efterhånden som områderne bliver ældre forandres plante- og dyrelivet. Der er etableret stier rundt i hele området, hvor man både kommer op og får udsigtog går helt nede ved vandet.

Der er badestrand, ridestier, MTB-spor, shelters og køjekreds til overnatning. De mange p-pladser gør det muligt at udforske området fra et nyt udgangspunkt hver gang.

Parkering

  • Ibjergvej 11A og 11E, 5792 Årslev
  • Rolighedsvej 27A, 5792 Årslev
  • Hudevad Byvej 20, 5792 Årslev

Der ligger 39 km af Øhavsstiens i alt 220 km i Faaborg-Midtfyn Kommune.

På strækningen oplever du det frodige landbrugslandskab, de mægtige bakker og de dybe dale som isen efterlod ved De Fynske Alper. Der er en afstikker til Faaborg, mens hovedstien går gennem kuperet terræn ud til kysten med spektakulære udsigter ud over Det Sydfynske Øhav undervejs.

Forbered dig godt og tjek hjemmeside, folder eller guidebog om Øhavsstien inden du begiver dig på tur.

Parkering

  • Sundagervej 42, 5600 Faaborg
  • Odensevej 173, 5600 Faaborg
  • Slotsallen 3, 5600 Faaborg
  • Faldsled Havn, Fiskerstræde 1, 5642 Millinge
  • Dronningeudsigten, Stenlund 15, 5600 Faaborg