Kunst

Faaborg-Midtfyn er kendt for et levende kunstmiljø med mange kunstnere, foreninger, kunstværker i det offentlige rum og et kunstmuseum af international klasse.

Luk alle
Åben alle

Man kan lege, hoppe eller bare sidde på Kunstbænken med udsigt over Ringe sø. Kunstbænken er et samlingssted og supplerer den fine naturoplevelse, som du får, når du går rundt om Ringe sø.

Faaborg-Midtfyn Kommune fik i 2012 støtte fra Statens Kunstfond til at etablere Kunstbænken. Kunstneren Poul Ingemann står bag det flotte værk, der er bygget op over Fibonaccis talrække. Kunstbænken hedder Termini og deler navn med banegården i den italienske hovedstad Rom.

Værket er 60 meter langt og består af 156 betonelementer.

Kunstbænkens historie

Idéen med Kunstbænken i Ringe går tilbage til efteråret 2011, hvor der blev arbejdet med en masterplan for udviklingen af Ringe by. I den forbindelse blev en række konkrete idéer bragt frem og nogle af dem indgik i  masterplanen ”Ringe – en by i bevægelse”. En af disse idéer var en svungen bænk, der skulle være Nordens længste kunstbænk. Byforum i Ringe arbejdede bl.a. med idéen om en kunstbænk ved Ringe sø, og de gik idialog med kommunens kunstråd for at bringe forslaget videre.

Der blev søgt om støtte fra Statens Kunstfond. Kunstfonden donerede 1 mio. kr. til Kunstbænken og FaaborgMidtfyn kommunes Kunstfond finansierede de resterende udgifter. Bænken skulle placeres ved Ringe sø, være let tilgængelig og have en udformning, der gav mulighed for leg og bevægelse samt siddepladser.
Desuden var det et krav, at den skulle være vejrbestandig og fremstå som et kunstværk.
Poul Ingemann blev kunstneren, der udformede Kunstbænken og gav Ringe by et nyt vartegn.

Undervejs i processen har Kunstbænken været meget omdiskuteret. Der var delte meninger om, hvorvidt en  bænk udformet i betonelementer ville klæde området ved Ringe sø, og debatten førte bl.a. til en ændring af bænkens placering langs søbredden.

I december 2015 stod Kunstbænken færdig, og i dag har mange lokale borgere taget bænken til sig. Den  bliver brugt af mange forskellige grupper - unge, ældre, institutioner, skoler osv. Ved Ringe sø står nu en  kunstbænk, der er blevet en del af byen og dens historie – og som har bidraget til at sætte Ringe på det
kunstneriske landkort.

Kunstner og arkitekt Poul Ingemann

Poul Ingemann blev født den 28. august 1952 i Nordborg. Han har uddannelser som tømrer, byggetekniker
og arkitekt bag sig og har siden 1987 været selvstændig med Poul Ingemanns Tegnestue. Ingemann har været lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, projektleder på forskningsprojektet Laboratorium for Tid og Rum og været medlem af flere udvalg under Statens Kunstfond.

Blandt Ingemanns mest kendte værker er hans bidrag til udbygningen af Johannes Larsen Museet i
Kerteminde og boligkvarteret Blangstedgård i Odense. Hans værker opleves ofte som monumentale. De er
præget af enkle materialer og rene linjer. Kunstbænken er et tydeligt eksempel på herpå. Den 60 meter lange
bænk består af 156 præfabrikerede betonelementer, der er sat sammen i et enkelt mønster.

Kunstbænkens mønster

Termini er bygget op over Fibonaccis talrække, der første gang blev beskrevet i 1202 af den italienske  matematiker Leonardo Fibonacci. Talrækken er en matematisk beskrivelse af nogle karakteristiske egenskaber i naturen. Den italienske matematiker Leonardo Fibonacci var den første til at sætte ord på talrækken i 1202. Selve talrækken er 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34… osv. Hvert tal er summen af de to forrige tal. Tallene beskriver en måde naturen kan vokse på.

Et eksempel er kaniner. Tager man to nyfødte unger, en han og en hun, kan de sammen ikke få unger det  første år. De udgør ét par. Kaninparret er heller ikke drægtige i det næste år. De er stadig ét par. Året efter  kan de få unger og de får to, en han og en hun. De er nu to par.
Igen året efter får det ældste kaninpar to unger, en han og en hun. De er nu tre par.
Året efter kan både det ældste par og deres første sæt unger, få to unger, af han- og hunkøn. De er nu fem
par. Antallet af kaninpar fortsætter med at vokse efter Fibonaccis talrække, hvis kaninerne hver gang får både en hun og en han unge, og hvis de ikke dør.

Fibonaccis talrække kan også findes i nogle af naturens spiralmønstre - f.eks. når man tæller frø i en solsikkeblomst, skæl i kogler eller buketter i et blomkålshoved. Talrækken har desuden den specielle egenskab, at deler man et Fibonacci-tal med det forrige tal i talrækken, får man et tal som nærmer sig det gyldne snit mere og mere, jo længere man bevæger sig frem i talrækken.

På facaden af Helios Film- og Kulturhus kan man opleve Emil Saltos værk Echoes. Værket er lavet af farvet lys i forskellige former. Det lyser i et evigt skiftende mønster og påvirkes af den aktivitet, der er omkring det. Døgnets rytme, vejr og vind samt bevægelse i og omkring Helios Film- og Kulturhus er med til at skabe værkets lysimpulser og mønster.

Helios Biografforening fik i 2015 støtte fra Statens Kunstfond til at etablere lyskunstværket.
Værket består af 55 specialfremstillede lamper, vejrstation samt lys- og bevægelsessensorer.

Echoes oprindelse

Faaborg-Midtfyn Kommune udskrev i 2012 en arkitektkonkurrence, hvor opgaven lød på at skabe et
levende og rummeligt kulturhus med udgangspunkt i de eksisterende bygninger, der dengang rummede
Helios Teatret. Derudover var opgaven at lave en helhedsplan for byrummet omkring kulturhuset og dets
samspil med de omkringliggende byrum. Vinderforslaget fra Vandkunsten indeholdt en idé om, at facaden
blev lyst op. Helios Biografforening tog idéen til sig og gik ind i projektet ved at søge støtte fra Statens
Kunstfond til en kunstnerisk lysinstallation på Helios Film- og Kulturhus 500 m2 store facadeareal. Statens
Kunstfond gav Helios 1.5 mio. kr. til projektet og bidrog med faglig assistance til at udvælge en kunstner.
Valget faldt på Emil Salto.

Emil Salto har skabt et lyskunstværk på Helios, der består af et geometrisk system af specialfremstillede
lamper. Hele kulturhusets arkitektur og materialer samt brugen af huset har fra starten været medtænkt i
den måde, værket udfolder sig på. Sensorer opfanger og omdanner input som tid på døgnet, tid på året,
mængden af mennesker i bygningen, temperatur samt vindforhold til forskellige animationer af lys på
bygningen. Desuden betyder strukturen af bygningens overflade, at iagttagerens egen placering og
bevægelse i forhold til bygningen får værkets udtryk til at forandre sig. Forløbet og kompositionen af lys er
derfor i konstant forandring.
Værket ”Echoes” stod færdig i 2016 og består af 55 lampe objekter i sort og hvid akryl, pulverlakeret
aluminium, monteret med RGB Led, Custom Software, vejrstation, lys og bevægelsessensorer.

Emil Salto

Emil Salto er født i Danmark i 1968. Han er billedkunstner og uddannet ved Det Kongelige Danske
Kunstakademi i 2000.
I hans kunst arbejder han med begreberne tid og rum. Han bruger fotografi, lys og skygge som virkemidler
for at give sine bud på, hvordan man kan forstå begreberne. De visuelle udtryk i hans værker er ofte i grå,
sort, hvid og sommetider farvede toner. Emil Salto bruger både geometriske og abstrakte former i sine
lysfortællinger.

Gå på opdagelse efter skulpturer i det offentlige rum. Besøg hjemmesiden, der beskriver både kendte og mindre kendte skulpturer over hele kommunen.

Lokale kunstnere og kunstinteresserede er flere steder i kommunen medlem af en kunstforening. Der afholdes kunstudstillinger for lokale kunstnere samt kunstnere bosat udenfor kommunen. Der arrangeres kunstnerbesøg og kunstudflugter.

Udstillingslokale

Det fredede Levins Hus, Vestergade 3 i Faaborg kan benyttes til kulturelle formål som kunstudstillinger, møder og kunstaktiviteter for alle aldersgrupper.

Udstillingslokale

Som låner af huset eller lejligheden skal man være indstillet på at der kan være foreningsaktiviteter i huset under lejeperioden.

Stueetagen kan bruges til mindre kunstudstillinger og kunstundervisning. Der er krav om at huset som minimum er åben for besøgende 4 timer om dagen i almindelig åbningstid, i 5 dage i udstillingsperioden (om ugen). Du står selv for at passe udstillingen.


Der er vægskinner og kroge til ophæng (ca. 18 løbende meter) og udstillingslys. Loftshøjden er ca. 2 meter. Udstillere skal regne med selv at supplere med ekstra kroge samt alle øvrige effekter, efter behov. Der er også køkken og toilet.

Der skal betales 600 kr. pr. udstillingsuge som tilskud til forbrug.

Lejlighed til udstillere

Loftsetagen rummer en lejlighed med 4 sovepladser (inkl. dyner og tæpper - ekskl. lagner og håndklæder) samt et lille mødelokale og badeværelse. Lejligheden er spartansk indrettet.

Leje af lejligheden i forbindelse med udstillinger koster 2000 kr. pr. uge fra 2022 udover de 600 kr. for lån af udstillingsdel. Lejligheden kan bruges til mindre møder for kulturelle foreninger, når den ikke er udlejet til udstillere. Der er ikke internetforbindelse eller fjernsyn i huset.